ANDREA CREUTZ & LISE SKOU
Andrea Creutz er født 1970 i Sverige. Bor og arbejder i København, Danmark. Lise Skou er født 1966 i Danmark. Bor og arbejder i Århus, Danmark

Andrea Creutz & Lise Skou, "Psychological Operations - PSYOP" (Psykologiske operationer - PSYOP), 2004. © Lise Skou

Billedkunstnerne Andrea Creutz og Lise Skou er uddannede på henholdsvis Det Kongelige Danske Kunstakademi, København (2000) og Det Fynske Kunstakademi, Odense (2004). I 2003, da de deltog i Whitney Museum of American Art Independent Study Program i New York, USA, begyndte de at arbejde sammen om en række lyd-, video- og tekstbaserede installationer. Her tog de udgangspunkt i egne såvel som andres erfaringer med at blive udsat for stigende kontrol og overvågning. De har siden produceret flere projekter, der omhandler myndigheders og mediers konstruktion af: paranoia, Andethed og myter om kulturel over/underlegenhed. Med ruminstallationer og lydnarrationer har de deltaget i gruppeudstillinger som: Spheres of Valency (Galéria Jána Koniarka, Trnava, Slovakiet 2003) og Ideologia II - Nordic Biennale (Gøteborg, Sverige 2003). I 2004 lavede de separatudstillingen Selected i rum46 i Århus. I deres interdisciplinære praksis behandler de økonomiske, politiske, sociale og kulturelle spørgsmål i erkendelse af, at samtidskunst og kritisk refleksion udgør et sammenhængende betydningsfelt. W: www.gjk.sk, www.ideologia.net, www.rum46.dk, WWW.WOMEN2003.DK, www.sparwasserhq.de, www.unitednet-works.org, www.swopnetwork.dk,
www.swingingwithneighbours.com og www.ideologia.net.

Bidrag: Deltager i Satellit: Bruun's Galleri, Kvickly's Café, Århus med "Pychological Operations - PSYOP" (Psykologiske operationer - PSYOP), 2004. Hørespil (CD), plakater og "usynligt teater", variable mål. Courtesy kunstnerne. "Psychological Operations - PSYOP" er et projekt, der undersøger de ubevidste påvirkninger og psykologiske processer, der fører til dannelsen af intolerance og stereotype billeder. I samarbejde med Susanne Andersen (Bachelor i Psykologi) og Heidi Gylden (Cand.mag i Kommunikation) har kunstnerne udarbejdet en række workshops, der blev holdt i juli 2004. Deltagerne i disse workshops var besøgende i indkøbscentret Bruun's Galleri. Gennem forskellige øvelser, der fokuserede på dannelsen af stereotyper og manipulative processer, blev deltagerne konfronteret med magtstrukturer, der implementerer disse billeder i individet. Dette materiale har dannet udgangspunkt for skabelsen af et hørespil samt en række events med udgangspunkt i "usynlig teater", der installeres i Kvickly's Café i Bruun's Galleri under hele Minority Reports udstillingsperiode.