Isaac Julien var med til at grundlægge Sankofa Film/Video Collective, et af en række film- og videoværksteder der opstod i 1980’ernes Storbritannien i efterdønningerne fra protesterne mod britisk racisme med det formål at skabe en ny repræsentationens politik. Sankofa skabte sammen med Black Audio Film Collective en ny genre, der udfordrede realismen i både den britiske dokumentarfilmbevægelse og i spillefilmsgenren. Sankofas første produktioner, “Territories” (instruktion Julien, 1984) og “The Passion of Rememberance” (instruktion Julien & Maureen Blackwood, 1986), satte spørgsmålstegn ved dokumentarfilmens konventioner ved at kombinere den med fiktionens dramatisering. Filmenes vigtigste anliggende var at finde et sprog, der kunne gengive den sorte erfaringsverden og udforske omstridte forestillinger om sortes erfaringsverden. Med “Looking for Langston” (1984) påbegynder Julien en fortløbende personlig og poetisk udforskning af disse problemstillinger via en meget gennemarbejdet æstetik. “Looking for Langston” er en ombearbejdning af Harlem Renaissance-digteren Langston Hughes’ biografi til en poetisk meditation over den genlyd, hans værk giver i dag, med særligt fokus på den undertrykte, homoseksuelle undertekst i Hughes’ forfatterskab. Julien har lavet en række TV-film, blandt andre serierne “Black and White in Colour” (1992) og “Frantz Fanon: Black Skin, White Mask” (1996), i hvilke han bruger arkivet “mod sig selv”. I førstnævnte film afdækker han TV-arkivets historie af efterkrigstidens første generation af sorte skuespillere og entertainere i Storbritannien.
Sidstnævnte film benytter sig af billeder fra de franske koloniarkiver for herigennem at visualisere Fanons idéer, en af de største, samtidige sorte psykiatere, filosoffer og revolutionære. Julien udvikler i sine multi-channel videoinstallationer en post-cinematisk praksis i brugen af levende billeder. Gennem deres intense investering i visuel nydelse forsøger disse værker også at afsløre, vende og rekonstruere det cinematiske blik og dermed åbne publikums øjne for andre problemstillinger: komplekse, subjektive bevægelser udforsker en lang række psykologiske nuancer, hvor spørgsmålene om køn, race eller seksuel forskel bliver et spørgsmål om inddirekte referencer snarere end direkte fremstilling. En gruppe værker – “The Attendant” (1993), “Three (The Conservator’s Dream)” (1996-98) og “Vagabondia” (2000) – udgør en trilogi, som reflekterer over museumsinstitutionen og det sorte subjekts position heri. “The Long Road to Mazatlan” (2000) fokuserer på seksuelle og racemæssige grænseoverskridelser og afdækker Vestens homoseksuelle ikonografi. Juliens nylige værk til Documenta 11, “Paradise Omeros”, udforsker gennem en allegorisk ombearbejdning af en lang række kulturelle referencer den emblematiske søgen efter “det nye liv”, som Vesten stiller i udsigt.

Bidrag: Deltager i Station 3: Øst for Paradis, Århus med “Frantz Fanon: Black Skin, White Mask” (Frantz Fanon: Sort hud, hvid maske), Storbritannien 1996. 35mm (farve), 72 min. Courtesy kunstneren, Victoria Miro Gallery, London og The British Film Institute, London. Filmen vises tirsdag d. 28. september 2004 fra kl. 19.30 – 21.30.