ÖMER FARUK CERAN
Født 1977 i Århus, Danmark. Bor og arbejder i Århus

Ömer har tyrkiske forældre og er den første i familien, som er født i Danmark. Ömer er opvokset i Brabrand uden for Århus og bestemte sig relativt tidligt for at uddanne sig/arbejde med handel/økonomi. Han er handelsstudent og kontoruddannet på Amtsgården, Århus Amt, med speciale i regnskab. I ca. to år fungerede han som regnskabskonsulent i Århus Amt – kun afbrudt af sin værnepligt i Beredskabskorpset, hvor han i øvrigt var talsmand for hele sin deling. Siden 2000 – hvor han også blev far for første gang (og eneste!) til datteren Ebru – har Ömer arbejdet som regnskabsmedarbejder og systemadministrator i Århus Amts Projektcenter, som fra 1. april 2004 er fusioneret til Jobcenter Djursland. Ömer læser HD om aftenen på Handelshøjskolen i Århus og prøver også at afsætte noget tid til foreningsarbejde i Anatolsk Kulturforening i Århus, hvor han sidder i bestyrelsen. Der arbejdes her for kulturelle og sportslige aktiviteter og mere generelt for en bedre integration af tyrkiske nydanskere i det danske samfund. Se www.anatolsk.dk.

Bidrag: Deltager i ungdomshøringen “Hvis du var integrationsminister, hvad ville du så gøre?”, lørdag d. 23. oktober 2004 fra kl. 15 – 19 i Station 1: Ridehuset, Århus.